Det giver god økonomisk mening at få din vaskemaskine til at holde længere. For vidste du, at en vaskemaskine gennemsnitligt holder ca 8 år? Og vidste du, at de fleste sætter den til storskrald, når den går i stykker i stedet for at få den repareret? Det viser en undersøgelse, og det er både spild af dine penge og dårligt for klimaet. Det giver altså rigtig god mening at få din vaskemaskine til at holde længst muligt.
I en artikel fra Berlingske står der, at »samtidig er der jo også en hype omkring nye produkter. Her bliver man nødt til at have nogle diskussioner og noget oplysning til befolkningen om, at man ikke bare skal skifte velfungerende elektronik ud, fordi det er kommet noget nyt på markedet.”
Citat Christian Ege, Seniorkonsulent i Det Økologiske Råd.
Sådan kan du få din vaskemaskine til at holde længere
- Sørg for at der ikke er papirklips, mønter eller andre småting i lommerne på tøjet.
- Gør filteret rent ofte. Et tilstoppet filter kan gøre, at maskinen ikke kan tage vand ind, fordi der stadig er vand i maskinen fra sidste vask.
- Sørg for at maskinen står i vater. Hvis den står skævt, belaster det maskinen under centrifugering, og det kan slide på fx støddæmperne.
- Brug den rigtige mængde vaskemiddel. Mange bruger for meget, og det kan give sæberester og kalk i maskinen, der ødelægger varmelegemet, og så belaster det også miljøet unødigt.
- Afkalk jævnligt.
- Lad være med at proppe maskinen helt fuld.
Hvis du følger rådene, har du givet din vaskemaskine de bedste vilkår for et langt liv. Og skulle der gå noget i stykker, kan det med al sandsynlighed godt betale sig at få det udskiftet eller repareret, så din maskine får mange år tilbage at køre i. Det er det meste økonomiske og bedste for miljøet.
Kilde: Forbrugerrådet Tænk